Historien

Vi har sat aftryk i mere end 75 år
SOLO Grafisk A/S har eksisteret siden marts 2000. Dengang etablerede Bo Bjerregaard Pedersen sig sammen med sin daværende kompagnon på Bøgildsmindevej 3 i Nørresundby. Etableringen fandt sted på platformen af inhouse trykkerierne hos kontorforsyningerne Hestbech & Co. og Søren Hempel´s Eftf.. Forhistorien for at drive SOLO Grafisk bygger på en spændende og unik historie, der har sat aftryk i mere end 75 år.

Oprindeligt blev virksomheden Hestbech og Co. grundlagt i Lemvig i 1895 og flyttede til Aalborg i 1916. I 1930 etablerede virksomheden sig i Håbets Gård ved Stranden og tre år senere, altså i 1933, blev der opstartet produktion af tryksager.
I 1938 flyttede virksomheden til Vesterå, hvor produktion af papirposer og lettere emballage blev påbegyndt. Tre årtier senere, nærmere bestemt i 1969, blev de daværende produktionslokaler for trange, hvorfor virksomheden flyttede til større lokaler. Virksomheden fik nu til huse på Strandvejen.

I 1976 flyttede Hestbech & Co. nord for Limfjorden, nærmere bestemt til Bouet, og fik adresse på Bøgildsmindevej 3. Ti år senere opkøbte Hestbech & Co. det daværende Stenstrup, og i 1997 blev virksomheden atter udvidet, da Hestbech & Co. fusionerede med Hempel´s Eftf. Dette skete umiddelbart efter, at en storbrand havde medført, at virksomhedens faciliteter ikke stod til at redde, hvorefter nye bygninger blev opført.

I 2003, tre år efter at Bo Bjerregaard Pedersen og hans kompagnon havde etableret sig på den daværende platform, blev Bo eneejer af virksomheden. Ved årsskiftet 2005/2006 flyttede SOLO Grafisk A/S ind i 700 kvadratmeter store kontor- og produktionslokaler på den modsatte side af vejen. Virksomheden fik da adresse på Bøgildsmindevej 1. I 2008 kunne virksomheden fejre 75 års jubilæum som trykkeri.
I dag er det fortsat Bo Bjerregaard Pedersen, der driver virksomheden, der udover at tælle 10 engagerede og kompetente medarbejdere også rummer en alsidig og moderne maskinpark. Virksomhedens kompetencer har udviklet sig i takt med dens øvrige udvikling og konstante fokus på kunderne, hvorfor SOLO Grafisk i dag er blandt de førende trykkerier i Nordjylland med en kundekreds, der breder sig over Danmark, Norge og Grønland.

 
SOLO Grafisk A/S
Bøgildsmindevej 1
9400 Nørresundby
info@solografisk.dk
Tlf. +45 7022 4142